Bølling sø blev oprindeligt skabt i den sidste istid for ca. 10.000 år siden, og var oprindeligt på 140 ha. Søen blev dog afvandet i 1870, hvor området indledningsvist blev anvendt til landbrugsjord og efterfølgende som tørvgrav.
Søen blev gendannet i løbet af 2004, og er danmarks 3. største naturgenopretningsprojekt til dato. Søen blev dannet på ca. 6 måneder, og er nu på ca. 360 ha. Søen er en af danmarks højst beliggende søer med vandspejl der er 67 meter over havet.

Luftfoto fra Google Earth - Fiskeri er tilladt nord/vest for den røde linie i søen
- Der er frit fiskeri i den vestlige del af søen - Resten er fredet (søen var de første par år efter gendannelsen totalfredet).
- Der må fiskes med 2 stænger pr. person (hvilket er standard for søer med frit fiskeri, hvis ikke andet er nævnt).
- Der må fiskes fra båd, pontonbåd og flydering, og der må ikke anvendes motor eller sejl. Både mm. skal sættes i ved slæbestedet ved Kragelundvej, og der må kun sejles på søen fra solopgang til solnedgang.
- Der må kun fiskes vest for el-ledningerne, og, man må ikke komme nærmere end 50 meter fra den nordlige halvø (se markeringer på kortet).
Vi har p.t. besøgt søen én gang i 2010, på en rigtig varm sommerdag, hvor gedderne helt naturligt trykkede sig. Vi fangede på 3-4 timer 1 lille gedde og 3 aborre op til et par hundrede gram. Vi havde kontakt til en gedde på 2-4 kilo, men vores opfattelse var helt klart, at der nok skal være mange fisk i vandet, men at der nok ikke er mange af de helt store individer endnu. Men søen har bestemt potentiale til at blive et rigtig fedt fiskevand, og vi tilskriver vores lidt magre fangst vejret.
Da der er tale om en forholdvis nyanlagt sø, hvor man har oversvømmet enge og buskadser, så er der et hav af både små og store grene på bunden og flere steder også stikkende op af vandet. Det giver gode gemmesteder for rovfiskene, men gør også, at man visse steder helt må opgive at fiske, ligesom at man generelt skal bruge højtgående agn, og at agnen til tider sætter sig fast, er en del af gamet.
Søen ligger i et ganske naturskønt område, og der er nu noget stemningsfyldt over at stå og fiske imellem stadig blomstrende buske og grene, der stikker op af vandet. Der er flere steder små laguner og stier imellem buske og grene, hvor man kan fiske forholdsvis ubesværet med højtgående agn.
Der er fra slæbestedet og til højspændingsledningerne i vandret linie ca. 1,8 km, og stykket er ca. 1,2 km bredt på det bredeste punkt lige ved højspændingsledningerne. Så der er fiskevand nok til, at man dårligt kan nå det hele igennem på én dag, selvom en stor del af søen er fredet.
Søen er i store dele ganske lavvandet, og man kan flere steder på, især den sydlige side af fiskeområdet, vadefiske rigtig langt ud i vandet, da bunden virker ganske hård. Søen skulle på det dybeste punkt være 4-6 meter, men det dybeste vand vi fandt var et lille hul på 3,2 meter. Dog kom lå hullet midt på et lavvandet område og havde ganske stejle kanter, så træd varsomt under vadefiskeriet.
Vandet i søen er meget uklart, og sigtbarheden er ingen steder over 50 cm. Helt inde ved land kunne vi kun se halvdelen af åren, når denne var i vandet under roning. Derfor er det nok også en fordel at fiske med agn, der laver lidt ravage i vandet, da fiskene jo ikke kan se agnen på særlig lang afstand.
Det eneste sted man må sætte båd i søen er ved slæbestedet fra Kragelundvej. Det er et rigtig fint og forholdsvis nybygget slæbested, hvor der også er en lille vendeplads til bil og bådtrailer (dog parkering forbudt).
Det har desværre ikke været muligt at finde noget dybdekort over søen.

Foto af skilt opsat ved slæbestedet omkring regler for søen.