
Ondfisk Nyheder
02-08-2010
Nu har vi indsat 5 flag under vores ondfisk logo, så man kan få oversat hjemmesiden til forskellige sprog. Andre sprog kan også vælges, når siden først er oversat.
31-07-2010
Vi har ryddet op i artiklerne om fiskevande, gjort dem mere ensartede, opdateret reglerne og tilføjet en del oversigtskort. Derudover er det også lykkedes os at finde et dybdekort over Karlsgårde Sø, noget som vi gentagende gange er blevet spurgt om.
12/07-2010
Vi har lavet en ny gæstebog, da vi havde en del problemer med spam i den gamle. Denne version er meget mere sikker og bruger en verificeringskode, ved besked tilføjelse. Og så passer den også meget bedre ind i designet.
07/07-2010
Vi har været en tur ved Bølling Sø, som vi har lavet en beskrivelse af under fiskevande.
13/03-2010
Så er der igen kommet nyt læsestof under grej. Denne gang har vi lavet en beskrivelse af flere forskellige typer hjemmelavede forfang med beskrivelser af materialer, knuder mm.:
|
Her finder du fangstrapporter fra 2010
- 2008 - 2009 -
Fredag d. 20. august 2010
Vi havde lige fået presset en lille sen eftermiddagstur ind i kalenderen, midt i en travl tid. Det blev til ca. 3 timers fiskeri og i alt 4 gedder fanget med 2 til hver, ligesom at vi havde en del hug, men kunne i ingen af tilfældene få gedden til at hugge igen. Alle de fangede gedder holdt sig dog omkring eller under de 1,5 kg, og blev afkroget i vandet. Så for en gangs skyld er der ingen billeder at vise frem.
Søndag d. 15. august 2010
Da turen igår rent fiskemæssigt var lidt mager, så havde vi planlagt endnu en tur til et andet fiskevand. Det hele startede også fint, og inden længe havde vi den første gedde i båden, og det virkede som om, at der endeligt var kommet lidt gang i fiskeriet igen. Fiskeriet var sådan set fint, indtil det klarede op og solen bagte fra en skyfri himmel, hvorefter det hele døde fuldstændig ud, bortset fra nogle stimer af aborre, som af og til kiggede forbi båden.
Da vi gjorde status, havde vi fanget 4 gedder og 4 aborre, hvor Wang tegnede sig for alle aborrene og én af gedderne og Bull for 3 gedder. Det er efterhånden lige før, at vi længes lidt efter efteråret, hvor der forhåbenligt kommer rigtig gang i gedderne igen.

Bull med jerkbait-fangede gedder på hhv. 2,1kg og 3,4 kg
Lørdag d. 14 august 2010
Efter en længere ufrivillig pause fra fiskeriet, lykkedes det endeligt at komme en tur i båden igen. Dagen startede dog med, at vi først skulle forbi og købe ny og større påhængsmotor. Efterfølgende skulle vi et andet sted hen og aflevere den gamle, hvorefter vi satte kursen mod en større midtjysk sø, hvor man måtte bruge motor.
Desværre blev vi mødt af en sø, som var fuldstændig grøn i overfladen af alger, så det meste af tiden blev brugt på at lege med den nye motor. Dog lykkedes det Wang at fange en enkelt gedde på 1,4 kg på UL-grejet, så helt forgæves var det heller ikke.

Wang med UL-fanget gedde på 1,4kg Vores nye 4 HK 4-takter påhængsmotor
Bemærk hvor grønt vandet er
Fredag d. 2. juli 2010
Vi havde besluttet os for at teste en ny sø, oppe nord på, som så meget spændende ud. Måske var det ikke lige det bedste vejr, at teste en ny sø i, da solen bagte fra en skyfri himmel med en temperatur på omkring 30 grader. Men søen blev testet i ca. 3-4 timer, og da det kun gav 2 små aborre og 2 mindre gedder, besluttede vi os for at pakke sammen. På vej hjem kørte vi så ind forbi, et af vores mere kendte vande, for at se om der var gang i noget der. Allerede i første kast med flashspinneren, fangede Wang dagens største aborre på 780 gram, som leverede en fortrindelig fight på det lette grej. Igen var der ikke gang i gedderne, men heldigvis var aborrene så i hopla. Da vi til sidst var blevet godt gennemstegt af solen, og var løbet tør for væske, blev vi nød til at sejle ind. Efterfølgende kunne vi gøre status over dagen, som i alt havde givet 2 gedder og 5 aborre til Bull, og 2 gedder og 12 aborre til Wang.

Bull med dagens mindste gedde Wang med aborre på 780 gr. Wang med aborre på 460 gr.
Lørdag d. 19. juni 2010
Vi havde egentligt planlagt en tur til østjylland, hvor der skulle testes uprøvet vand, men efter et kig på vejrudsigten, så blev de planer hurtigt ændret. Om det så var nogen klog beslutning, det skal vi lade være usagt, men vi havde istedet noget voldsomt skiftende vejr. I perioder var vejret nærmest sommerligt, for kort efter at slå om i blæst, voldsomt regn og torden i horisonten, for øjeblikket efter igen at være ganske hæderligt vejr.
Turen kastede i alt 4 gedder af sig fordelt på 1 til Wang og 3 til Bull. Dagens største var på 3,1 kg og 71 cm til Wang og 3,9 kg og 82 cm til Bull. Vi havde et utal af missede hug, hvilket vi dog tilskriver geddernes dårlige syn og det grumsede vand, frem for at nedgøre vores evner til at fange fisk.

Gedde på 3,1 kg til Wang Gedde på 3,9 kg til Bull Lidt skiftende vejr
Onsdag d. 16. juni 2010
Dagen med årets, indtil nu, underligeste fisketur. Først var vi taget til en sø, som altid plejer at være god for en del fisk. Men der var absolut ingen gang i gedderne, så vi gik i stedet efter aborrene. Her lykkedes det os at fange 6 aborre, med den største på 580 gram, og en pinde gedde. Efterfølgende blev vi enige om, at tage et andet sted hen. Men der kunne vi ikke sø-sætte båden, så vi kørte videre. Til sidst prøvede vi så en gl. grusgrav, og det gav en enkelt lille pinde gedde af sig. Så en meget sløj dag, hvor vi næsten var ved ligeså mange forskellige vande, som det antal af fisk vi fangede.

Wang aborre på 580g./34cm Bull med endnu en "kæmpe" (260g.)
Lørdag d. 5. juni 2010
Vi var taget på en aftentur i det dejlige sommervejr, selvom det faktisk var hunde-koldt ude på søen. Det gav 4 gedder til Wang og 3 til Bull. Dagens klart største gedde var på 5,9 kg og 92 cm, som Bull præsterede at fange på UL-grejet med en lille hvid jig. Gedden gav en fortrinlig fight på det lette grej, og jigen lignede mest af alt noget, som den lige skulle bruge til at rense tænder med - Den fyldte ikke meget i den store mund.
Wang havde til gengæld mere held med aborrene, hvor han fangede 5 stk. med de største på 200 g - 350 g og ikke mindst et rigtig flot eksemplar på 800 g, som dermed også er ny PR-aborre til Wang. Bull fangede også 5 aborre med den største omkring 300 gram.
Så alt i alt en ganske fin dag, selvom gedderne stadig virkede noget sløve til at hugge, og selvom Bull ærgede sig hele vejen hjem over en 5-8 kgs gedde, som huggede næsten helt inde ved båden, men som ramte agnen så hårdt, at den skubbede den ud af munden igen.

Bull med UL-fanget gedde på 5,9kg/92cm Wang med ny PR-aborre på 800g/39cm
Lørdag d. 29. maj 2010
Så har vi igen været på tur og komisk nok, så var rollerne igen byttet om. Wang lagde ud med at fange 5 fisk, inden Bull kom på banen. Vi havde en noget sløj dag, hvor det blev til et utal af følgere og missede hug. Dog lykkedes det os at fange 17 gedder og 2 aborre, men mange af disse var pindegedder, som vi i perioder havde godt gang i. Trods størrelsen, skabte de alligevel en rigtig god underholdningsværdi, og det lykkedes faktisk en af gedderne at lande sig selv, da den i et voldsomt spring, landede oppe i båden. Fangsterne blev fordelt med 8 gedder og 2 aborre på hhv. 220 og 340 gram til Wang og 9 gedder til Bull. Dagens største gedder var på 3,2 og 2,8 kg, selvom vi har på fornemmelsen, at nogle af de missede hug kom fra markant større fisk.

Gedde på 3,2 kg til Wang Aborre på 340 g til Wang Gedde på 2,8 kg til Bull
Mandag d. 24. maj 2010
Det var lykkedes os at presse en eftermiddagstur ind i planerne, og i modsætning til sidste tur, så var det denne gang Bull, som lagde hård ud og tegnede sig for de første 5 gedder i båden, inden Wang fik gang i fiskeriet. Det blev i alt til 9 gedder med 3 til Wang på hhv. 2,8 kg - 2,1 kg og en pind, imens Bull fangede gedder på 4,6 kg - 3,1 kg - 2,7 kg - 2,5 kg - 2,2 kg og en pind. Ligeledes kastede denne tur næsten kun gedder af sig, hvis man fiskede med jerkbait, hvorimod vi på sidste tur slet ikke kunne fange noget på jerk - Pudsigt.
Wangs gedde på 2,8 kg havde en yderst mærkelig byld omkring halefinnen, som var revet voldsomt op. Det var tydeligt at se, at det var en form for gevækst, som ikke normalt skulle være der, men fisken gav en god fight og virkede på ingen måder hæmmet af bylden - Stadig lidt tankevækkende dog.

Bull med gedde på 2,7 kg Wang med gedde på 2,8 kg

Bull med gedde på 4,6 kg / 86 cm Mærkelig og stor byld omkring halefinnen
Mandag d. 17 maj 2010
Vi tog afsted fra formiddagen, og vejret så ganske lovende ud, ja solen skinnede ligefrem fra en skyfri himmel. Men da vi ankom til søen, var der kommet skyer ind over, og det var blæst en del op, hvilket gjorde at det var blevet rimeligt koldt. Det er da utroligt at varmen ikke kan få fat, vi skriver jo midt i maj. Men alt i alt blev det til en ganske fin dag ved vandet, også selvom Wang havde lidt mere held i sprøjten end Bull. Det var egentligt Bull der havde dagens første par hug, men desværre uden de blev til noget. Der gik vel ca. 1½ time inden vi, eller rettere Wang, begyndte at hive fisk op. På ganske kort tid lykkedes det Wang at lande 4 flotte gedder, på henholdsvis 3,1 kg, 3,8 kg, 4,9 kg og 5,4 kg. Den ene af gedderne, 3,1 kgs, havde halen fra en pæn stor ål stikkende ud af munden, men på trods af det, havde den alligevel lige lyst til en sild som dessert. Så ja, gedder kan være ganske grådige.
Efterfølgende var det ligesom om, at det hele lige døde for en stund, hvor ingen af os kunne fange noget. Men så begyndte Bull at få hul på bylden. Og efter lidt tids fiskeri havde Bull landet 5 gedder, med et par fine på henholdsvis 2,6 kg og 2,1 kg. Gedden på 2,1 kg havde også næsten lige fortæret en aborre eller brasen, da man helt tydeligt kunne se og mærke det på dens mave. Dagens samlet fangst lød på i alt 11 gedder i båden, fordelt med 5 til Bull og 6 til Wang. Det er dog også lige værd at nævne, at dagens største blev landet på en af Wangs hjemmemalet 25 cm 4-play wobler, hvilket bestemt ikke gjorde fangsten ringere. Så det var da en ganske hæderlig dag, men nu må de helt store gerne snart begynde at komme i hopla igen....

Bull med gedde på 2,6 kg / 74 cm Wang med gedde på 3,8 kg / 82 cm

Wang med gedde på 4,9 kg / 91 cm Wang med gedde på 5,4 kg / 92 cm
Søndag d. 9. maj 2010
Så har vi igen været en tur ved vandet, hvor det blev til i alt 6 gedder fordelt med 2 til Wang og 4 til Bull. Wangs største var en tynd gedde på 2,3 kg, og Bulls største var på 1,7 kg. Heldet tilsmilede dog istedet Bull ved at han fangede en ny PR-aborre på 680 gram/39 cm på jerk-stangen monteret med en 19 cm 4-play wobler.
Vi havde en del store fisk, som bare fulgte agnen ind til båden, eller slog af på den ude i vandet, men det er lidt som om, at vinteren har været hård ved de større fisk, og at de ikke rigtig er til at få i tale endnu. Men Maj måned har jo også været noget kold, og vi har hørt flere steder fra, at der stadig bliver fanget store fisk med rogn, så det kan godt ske, at vi skal lidt længere hen mod sommeren, før at vi får de store "søm-kasser" i tale igen.

Wang med gedde på 2,3 kg Bull med ny PR-aborre på 39 cm/680 g.
Søndag d. 2. maj 2010
Ganske som lovet, var vejret meget bedre da vi startede i dag. Så forventningerne var allerede meget høje da vi ankom til søen. Og da vi så inden for den første halve time havde fanget 4-5 gedder, inklusiv dagens største, håbede vi at det bare blev en mega vild dag. Men nej, en pludselig ændring i vejret gjorde at fiskene trykkede sig og at de ikke var særlig hugvillige mere. Så dagens resultat blev til 6 gedder og 1 aborre i alt, med den største på 5,7kg til Wang.

Wang med flot gedde på 5,7 kg
Lørdag d. 1 maj 2010
Geddepremieren: Så sluttede fredningen på gedderne endeligt, men desværre på en dag, hvor det bare regnede og regnede De havde dog kun lovet 0,3mm regn, men vi fik vel i nærheden af de 6mm i stedet, så DMI havde da lige skudt lidt ved siden af. Vi holdt dog ud, og over de timer vi var i båden, fangede vi i alt 26 gedder fordelt på 17 til Wang og 9 til Bull, samt årets første aborre til Wang. Langt hovedparten var dog små-gedder, og de eneste 5 der blev vejet var på hhv. 4,2 og 1,6 kg til Wang og 4,0, 2,6 og 1,9 kg til Bull. Men i morgen tager vi af sted igen, og der har de heldigvis lovet bedre vejr.

Wang med gedde på 1,6 kg Bull med gedde på 2,6 kg

Bull med gedde på 4,0 kg Wang med gedde på 4,2 kg
Onsdag d. 14. april 2010
Traditionen tro, så skulle vi til Hvide Sande og fange friske agnfisk til fryseren i form af sild. Vi troede, at vi havde været snu og valgt en hverdag, så der ikke var så mange, men det vidner billederne vist om, ikke var tilfældet.
Men på den skønne forårsdag lykkedes det os at slå alle vores tidligere silde-rekorder, da vi fangede ikke mindre end 141 sild på i alt 22,1 kg. Wang overgik endnu engang sig selv, og satte ny silde-PR - og igen en bronzenål værdigt - på ikke mindre end 340 gram, ligesom at det lykkedes ham at fange vores til dato absolut mindste sild, som tilmed var kroget rigtigt (kig godt efter i Wangs venstre hånd på billedet til højre).
Så en god dag, hvor vi omkring middag indstillede fiskeriet, da trætheden i armene havde meldt sig, ligesom at vi også måtte sande, at det er meget hyggeligt med sådan en havnetur en gang om året, men at vi efterhånden savner gedderne lidt.

Bull med dobbeltfangst Wang med dobbeltfangst og dagens største/mindste
Fredag d. 26. marts 2010
Så er endnu en fisketur overstået, hvor det lykkedes os at fange i alt 8 gedder fordelt med 5 til Bull og 3 til Wang. Wang fangede turens største på 5,1 kg og 94 cm, hvorimod Bull fangede gedder på 3,2 kg - 3,0 og 2,4 kg. Resten var mindre gedder, som ikke blev vejet og hovedsageligt bare afkroget i vandet. Alle gedderne er naturligvis genudsat, ligesom alle tidligere fangster er blevet det.

Wang med gedde på 5,1 kg Bull med gedde på 3,2 kg
Torsdag d. 25. marts 2010
Så er vi kommet hjem fra endnu en fisketur, på en dag hvor man rigtigt kunne mærke, at foråret var kommet. Det blev til i alt 11 gedder fordelt på 6 til Wang og 5 til Bull. Wang fangede udelukkende pindegedder, hvorimod Bull lykkedes med at fange gedder på 2,1 - 2,7 og ikke mindst 5,7 kg. Næsten alle gedderne blev fanget på jerkbait, og nærmest imponerende har det været, at vi nu de seneste to dage har fisket med agnfisk næsten hele tiden, skiftevis under flåd og dørget, og intet har vist interesse for disse. Så det virker lidt som om, at gedderne skal provokeres til hug i øjeblikket. Og i morgen skulle der gerne komme endnu en fangstrapport.

Bull med flot gedde på 5,7 kg/92 cm
Onsdag d. 24. marts 2010
Så fik vi endeligt godt gang i gedderne igen. Ikke mindre end 18 af slagsen var forbi båden og vende, og det selvom vi nok mistede 5-10 stykker yderligere. Dog virker det som om, at de større fisk så småt er begyndt at gyde, for de største vi fangede, var på 1,6 kg, og nogle af dem var markant mindre. Men i morgen kommer der en ny dag og en ny fisketur er i vente.

Wang med gedde på 1,6 kg Bull ligeså med gedde på 1,6 kg
22. + 23. marts 2010
Vi skulle egentligt have været endnu en tur til skærgården i Sverige, men da isen stadig ligger tyk derovre, så har vi planlagt en række ture herhjemme istedet.
Vi var derfor taget på en 2-dags tur til Gudenåens mange vige og søer, med overnatning i en hytte i Silkeborg. Fiskeriet var noget svingende, og over de to dages fiskeri lykkedes os det at trække 7 fisk i båden fordelt på 2 til Wang og 5 til Bull. Gedderne var generelt pæne i størrelsen, og de 6 af gedderne holdt sig over 2 kg, med den største på 4,1. Gedderne var alle lidt sløve i fighten, ligesom at de alle var fyldt med igler, hvilket indikerer, at de har stået tæt på bunden i længe. Men der skulle meget gerne komme flere fangstrapporter de kommende dage, hvis vi altså fanger noget.

Gedde på 4,1 kg til Bull Gedde på 2,2 kg til Wang Gedde på 3,9 kg til Bull

Vores nyeste legetøj Gedde på 3,1 kg til Wang Gedde på 3,3 kg til Bull
Lørdag d. 20. marts 2010
Vi var taget på mede-sats med jerk- og spinnegrejet i baghånden. Det blev til i alt 2 gedder i hver sin ende af skalaen. Wang fangede først en rigtig flot men noget tam gedde på 6,3 kg og 103 cm på angfisk. Det var en lidt sløv fight, og vi var noget forbavsede, da Wang trak fisken op i gællegrebet. Vi havde nok forventet en gedde omkring 2-3 kg ud fra fighten. Lidt senere fangede Bull en gedde på anslået 300 gram på jerkbait, og selvom at det ikke var nogen voldsom fangst, så var der alligevel et smil at spore over, at vi begge nu havde fanget en gedde i 2010. Resten af dagen mærkede vi ikke noget, og gedderne virker umådeligt sløve efter den lange frostperiode.

Endelig blev det også til en gedde til Bull Wang med flot gedde på 6,3 kg/103 cm
Søndag d. 14. marts 2010
Så lykkedes det os at komme en tur ud i båden igen, hvor det rent faktisk kunne lade sig gøre at fiske lidt. Dagen blev desværre præget af alt andet end alle de gedder vi havde håbet på. Bull havde lidt start problemer med det nye grej, vandtemperaturen var stadig meget lav, vandet var meget grumset og så blæste det voldsomt op med vindstød på 17m/s. Men når det så er sagt, så skete der da også noget positivt. Det lykkedes nemlig Wang at lande årets første gedde, som var en fin "forårs" gedde på 2,2kg. Den var i rigtig fin stand, på trods af den lange vinter, men dog lidt sløv i fighten.

Wang med "forårs" gedde på 2,2kg
Søndag d. 7. februar 2010
Så var der endeligt lidt åbent vand, imens det passede ind i planerne med en fisketur. Så båden blev pakket, og endelig lykkedes det os at komme på vandet, selvom det var møg-koldt.
Wang havde 2 "små" hug, og ellers mærkede vi intet på turen. Øjerne og lineguiden blev ved med at fryse til, og selv 4-play woblerene blev helt stive, når de havde været i vandet. Så vi har stadig årets første gedde til gode, og fiskefeberen begynder efterhånden for alvor at melde sig nu, hvor vi ikke har fanget noget i 2 måneder. Vi har dog besluttet os for, at vi formentligt først tager af sted igen, når temperaturen kommer over frysepunktet, da alt bare fryser fast i øjeblikket.
Vi har været af sted én gang i mellemtiden, hvor vi igen kom frem til et fuldstændig lukket fiskevand. Der blev dagens store udfordring at komme hjem igen, da vi kørte fast i sneen med bil og bådtrailer, så vi måtte koble det hele fra, og skubbe traileren 200 meter i 20 cm sne og is i -8 grader og 15 ms vinde.

En helt stiv 4-play wobler Bull pakket godt ind i håbet om en fangst
Lørdag d. 4. og søndag d. 10. januar 2010
Så har vi fået taget hul på et nyt år, og en masse nye oplevelser står for døren. Årets første par ture har dog ikke været noget at prale af. Den første tur vi var af sted på gik til en mindre udløbskanal. Men her nåede kulden at danne et tyndt islag på vandoverfladen, hurtigere end vi kunne nå at få vores agn kastet ud. Så det gjorde det stort set umuligt at fiske, da linen formentlig på et tidspunkt ville briste på en af de skarpe iskanter. Bull prøvede dog ihærdigt med lidt jig fiskeri, men efter små 10 min. var øjerne på stangen frosset/iset helt til (se billede). Vi pakkede derfor sammen igen og blev enige om at køre forbi et af de andre steder, for at undersøge vores muligheder. Her blev vi mødt af et positivt syn, og der var nok en strækning på omkring 1 km. som var is-fri. Derfor gik årets anden tur her til. Humøret var højt, bilen og båden var pakket og endelig skulle vi ud at fange en gedde igen. Men da vi ankom til vandet, udbrød Bull; "Hvad - Nej - Det er bare løgn", men det var det desværre ikke. Nu havde isen også fået overtaget her og den lange is-fri strækning, var nu frosset helt til på nær et par små huller der var fyldt med ænder og svaner. Skuffelsen ville ingen ende ta og nu sidder vi så bare at tripper for at noget af isen smelter, så vi for alvor kan få taget hul på sæsonen 2010.

Var der nogen der sagde det var koldt Vores sidste håb, ØV

Bulls ihærdige forsøg på lidt jigfiskeri Hmm, måske man skulle prøve isfiskeri.
- 2008 - 2009 -
|
Ondfisk-teamet
Thomas Wang

Den meget aktive fisker, som ofte bliver utålmodig, hvis fiskene ikke bider med det samme.
Har grejæsken spækket med ethvert tænkeligt spinneagn, og har fanget fisk på stort set dem alle. Han er meget tro over for sine teorier, om så det tager år at bevise dem. Og så besidder han heldet og evnen, til at få de helt store madammer i tale.
Ronnie Bull

Den mere vedholdende fisker, som ikke er bleg for at eksperimentere.
Laver mange fede grejløsninger selv og er vild med lir. Hans tålmodighed og tro på tingene, giver som regel altid fisk, også selvom hans ”lomme teorier” ikke altid holder. Har en utrolig evne til at fange 2-4 kilos fisk.
Skriv til Bull
|