Praktiske hjælperedskaber

 

 

Hvis man lige som os sætter stor pris på ”Catch & Release” fiskeriet, og vil have de bedste forudsætninger for at genudsætte sin fangst, så er det utrolig vigtigt, at man har godt og funktionelt værktøj ved hånden, når fisken er kommet på land/i båden.

 

Vi vil her nævne nogle af de redskaber, som vi selv har haft god succes med og stadig bruger. Da vi kommer ind på mærker og modeller, skal vi for god ordens skyld også nævne, at dette ikke er en reklamespalte, og at der sikkert findes andre gode alternativer - Men det er blot disse, vi har positive erfaringer med.

 

 

Lipgrip m. vægt er det virkelig godt arbejdsredskab til landing, håndtering og vejning af især mindre gedder. Vi har haft et par forskellige lip grips, og det blev hurtigt klart, at det er vigtigt, at hovedet på lip grippen kan dreje rundt. For hvis/når fisken begynder at sprælle og vride sig, imens den hænger i kæben, så kan gedden få nogle grimme skader.

 

Vi bruger Berkleys model med digitalvægt op til 12 kg og drejeligt hoved, og den er vi rigtig godt tilfreds med - Dog er deres model uden vægt også uden drejeligt hovede, hvorfor vi har kasseret vores. Vi bruger og anbefaler kun lipgrips til vejning af gedder op til 4-6 kg, hvorefter vægten af fisken bliver for stor til, at vi vil lade den hænge i kæbepartiet.

 

 

Vejeslynger til vejning af de større fisk, er en vejeslynge næsten uundværlig, for at undgå skader på fisken og dens slimlag, og vi har to forskellige modeller af vejeslynger, som vi bruger.

 

Den ene er en kraftig og blød model, som i udfoldet tilstand også kan bruges som håndteringsmåtte. Den er utrolig rar ved medefiskeri, men knap så praktisk at slæbe med ud i en båd eller flydering, da den fylder en del. Der har vi til gengæld altid ”Rapala Hammock” vejeslyngen med, som er en ultra tynd og let vejeslynge, som ikke fylder alverden. Den kan man snildt have med selv i flyderingen, så man også har mulighed for at veje de større fisk, uden at de lider overlast. Husk dog at gøre den godt våd, inden fisken kommes i, da den ellers vil være ret så hård ved slimlaget.

 

                  

 

Vægte til vejning af fisk i vejeslyngerne mm., er selvfølgelig også vigtige, og bruges ofte som supplement til vores lipgrips. Her kommer det sig ikke så nøje, hvad man har af mærker og modeller, bare det er nogle ordentlige vægte, som man har tiltro til.

 

Vi har både digitale- og fjedervægte, som begge går op til 25 kg, og det er klart vores digitale Rapala vægte, vi foretrækker at bruge. Ja faktisk har vi kun den anden med, så vi har mulighed for at kontrolveje, eller hvis nu at den digitale skulle løbe tør for batteri (hvilket yderst sjældent sker).

 

           

 

Tænger til krogløsning er noget af det vigtigste at have ved hånden som geddefisker, især hvis man ønsker at genudsætte sine fangster. Det er de færreste der ønsker at pille kroge ud af munden på en gedde med fingrene. Vores vigtigste redskaber er vores krogløsnere og en mini-boltsaks, som kan klippe kroge, splitringe mm., hvis intet andet er muligt.

 

Vi har både korte og lange tænger, og hvor de korte er fine til de lette krogninger, så er det utrolig vigtigt, at man også har en længere tang med, så man kan når de dybere krogninger. Mærker og model er ikke så vigtigt, men det er det til gengæld, at man kan få ordentligt fat i krogen, så skaf noget ordentligt.

 

         

 

Net/case uden knuder med gummibelægning har været en utrolig positiv oplevelse, og selvom krogene stadig kan sætte sig i maskerne, så kan man hurtigt og uden problemer pille dem ud igen. Som vi er inde på i vores artikel om Catch & Release, så slider et gumminet uden knuder også minimalt på fiskens slimlag. Man kan altså hurtigt få landet drømmefisken, pille krogene ud kort derefter, men så uden betænkeligheder lade fisken forblive i vandet i casen, imens man gør klar til at tage den op i båden til vejning mm.

 

Vi har selv anskaffet os Savage Gears str. XL case med gummi-net, og det er vi ganske godt tilfredse med. Der findes også andre mærker og modeller på markedet, som sikkert er lige så gode, men dem har vi ingen erfaringer med.

 

 

 

 

 

Vi vil meget gerne understrege, at dette selvfølgelig ikke er nogen facitliste, men blot beretninger om vores erfaringer. Artiklerne er derfor ment som inspirationskilder og ikke andet.

Ondfisk-teamet

 

 

Thomas Wang, 30 år

Den meget aktive fisker, som ofte bliver utålmodig, hvis fiskene ikke bider med det samme.

 

Har grejæsken spækket med ethvert tænkeligt spinneagn, og har fanget fisk på stort set dem alle. Han er meget tro over for sine teorier, om så det tager år at bevise dem. Og så besidder han heldet og evnen, til at få de helt store madammer i tale.

 

PR-gedde: 13,6 kg

 

Skriv til Wang.

 

 

Ronnie Bull, 34 år

Den mere vedholdende fisker, som ikke er bleg for at eksperimentere.

 

Laver mange fede grejløsninger selv og er vild med lir. Hans tålmodighed og tro på tingene, giver som regel altid fisk, også selvom hans ”lomme teorier” ikke altid holder. Har en utrolig evne til at fange 2-4 kilos fisk.

 

PR-gedde: 10,5 kg

 

Skriv til Bull

Ondfisk.dk © 2008