Kastenet til at fange agnfisk

 

 

Vi har efterhånden brugt umenneskelig mange timer på at fange angfisk med stang og snørre. Vi har et par gange været ude for, at vi først sent kunne komme igang med geddefiskeriet, eller at man midlertidig måtte instille fiskeriet, for igen at fiske efter agnfisk, hvorfor vi begyndte at se os omkring efter alternative metoder.

 

Vi har prøvet både sænkenet, agnruse og kastenet, og af disse har kastenettet vist sig som det mest alsidige og effektive. Det er let at have med, fylder ikke alverden og er klart det der har produceret flest agnfisk for os, selvom det er det vi har anskaffet senest.

 

          

 

Der er selvfølgelig ingen garanti for, at man i hvert kast hiver massevis af agnfisk op, men oftest vil der være et par stykker i hvert kast, og vi har et par gange oplevet, at hive i nærheden 50 -100 fisk op i hvert kast. Det gælder selvfølgelig om at vælge sine steder, og ofte kan en smule forfodring gøre forskellen.

 

Agnrusen har også givet nogen angfisk, men vi har oplevet et par gange, at der var gået en gedde i rusen, som hade mæsket sig godt, så derfor lader vi sjældent vores ligge særlig længe. Ofte har det slet ikke givet noget, og det er efterhånden længe siden, at den sidst har været i brug. Derudover er der flere steder forbud mod at fiske med ruser, hvilket en agnruse jo i bund og grund også er.

 

Sænkenettet har også vist sig udemærket, men er knap så praktisk at transportere omkring. Den er nærmest umulig at bruge fra breden, hvis der ikke er en bro eller lignende, og den er noget besværlig at trække op i en båd, da den ofte rammer bådkanten og vipper, så fiskene frit kan svømme væk. Derudover så er det typisk fra hjørne til hjørne omkring 1 meter. Når man sænker det ned, så skal man vente på, at fiskene igen vender tilbage til området, da de ofte flygter, når rusen er på vej mod bunden.

 

Kastenettet med sin diameter på ca. 3 meter affisker et betydeligt større område og markant hurtigere. Den kan bruges både fra land, bro og båd, og har man først udset sig et spot, så kaster man den bare. Ikke noget med, at man skal vente, man kaster bare, lader den synke lidt, og trækker den ind igen - Simpelt og klart mest effektivt. 

 

 

Kastevejledningen

 

Det kræver naturligvis lidt øvelse at kaste med kastenettet, og ofte vil det være en god ide, at man lige prøver det et par gange på en græsplæne eller lignende, inden man står ved vandet, og ikke kan huske, hvordan man gjorde.

 

Måden kastenettet fungerer på er, at man får nettet til at rotere under kastet, sådan at centrifugalkraften får blyet langs kanten til at folde nettet helt ud, og dermed få så mange agnfisk med som muligt.

 

Man starter med at lave en løkke, som man spænder omkring højre håndled (som højrehåndet). Derefter ruller/lægger man snoren op i samme hånd, ligesom at man også griber fat omkring toppen af nettet.

 

       

 

Man tager så fat ca. en halv meter nede på nettet, som man endnu en gang lægger op i hånden.   

 

        

 

Derefter tager man fat i bunden af nettet, og lægger blykanten/kanten af nettet op i højre hånd, som vist på billedet nedenfor. Dette gør man 3-4 gange, så blykanten hænger 20-30 cm ned fra hånden.

 

      

 

Herefter tager man fat i bunden af nettet, og deler den resterende mængde net, så man har en trediedel til halvdelen af det resterende mængde net i venstre hånd.   

 

      

 

Når man kaster, så er det vigtigt, at man får lidt rotation i nettet. Selve kastet laver man med højre hånd, imens man krydser inden om med venstre, hvilket giver rotationen, og dermed får nettet til at brede sig bedre ud, som på billedet ovenfor.

 

      

 

Når nettet har fået tid til at synke, så begynder man langsomt at trække det i land. Det vigtigste er, at man får nettet til at "klaske sammen", så det holder på agnfiskene. Trækker man det alt for hurtigt risikerer man bare, at man løfter det fra bunden, før det er lukket helt, og dermed også, at man mister agnfisk. 

 

       

 

Når man får nettet i land, så retter man det lige ud, og ofte vil hovedparten af agnfiskene falde ned på jorden. Man vil typisk få lidt grene og blade med også, men kaster man i alt for grødefyldt vand, så vil agnfiskene kunne slippe ud, da nettet ikke kan lukke ordentligt grundet grøden.

 

 

Vi har købet et lidt billigere kastenet til 300-400 kroner, og det har uden problemer fanget flere hundrede agnfisk for os allerede. Vi har aldrig mere skallestængerne med, for ofte oplevede vi bare, at de mindre skaller bare napper til maddingen, samt at der var langt imellem huggene i den kolde periode. I kastenettet fanger man både store som små agnfisk, så den kan også bruges til at fange mindre agnfisk til f.eks. aborre og sandartfiskeri.

Men som tidligere skrevet, er det en rigtig god idé at starte med at få teknikken hjemme på græsplænen, da det kan være meget svært at få nettet til at folde sig ordenligt ud. Og det ville jo være ærgeligt at stå ved et godt skalle spot, for så kun at få skræmt alle fiskene væk, grundet nettet landede som en stor klump, istedet for en stor rund ring. Men selv efter en del øvelse, skal man ikke forvente at alle kast bliver perfekte.  

 

 

 

Vi vil meget gerne understrege, at dette selvfølgelig ikke er nogen facitliste, men blot beretninger om vores erfaringer. Artiklerne er derfor ment som inspirationskilder og ikke andet.

 

Ondfisk-teamet

 

 

Thomas Wang, 30 år

Den meget aktive fisker, som ofte bliver utålmodig, hvis fiskene ikke bider med det samme.

 

Har grejæsken spækket med ethvert tænkeligt spinneagn, og har fanget fisk på stort set dem alle. Han er meget tro over for sine teorier, om så det tager år at bevise dem. Og så besidder han heldet og evnen, til at få de helt store madammer i tale.

 

PR-gedde: 13,6 kg

 

Skriv til Wang.

 

 

Ronnie Bull, 34 år

Den mere vedholdende fisker, som ikke er bleg for at eksperimentere.

 

Laver mange fede grejløsninger selv og er vild med lir. Hans tålmodighed og tro på tingene, giver som regel altid fisk, også selvom hans ”lomme teorier” ikke altid holder. Har en utrolig evne til at fange 2-4 kilos fisk.

 

PR-gedde: 10,5 kg

 

Skriv til Bull

Ondfisk.dk © 2008